Af Kurt Ernst, Formand for Danmarks Privatskoleforening
Vi har fået en ny regering, og vi har fået en ny runde finanslovsforhandlinger. De frie skoler var ved genfremsættelsen af finansloven for 2012 noget forundrede over, at den nye regering ikke umiddelbart viste vilje til at starte på genopretningen i forhold til en anstændig og afbalanceret kobling med folkeskolen. Vi har på forskellig måde – ja, vi er midt i det! – gjort opmærksom på, at folkeskolens eventuelle problemer ikke løses ved en straffeekspedition mod de frie skoler. Vi synes også, at folkeskolen skal have bedre vilkår og økonomi. Vi er selvfølgelig en slags konkurrenter, men allermest er de frie skoler dét alternative tilbud, som sikrer diversitet, mobilitet og dynamik i grundskolen. Lidt forenklet kan man sige, at vi er et kæmpe laboratorium, der på en og samme tid kan sikre udvikling og stabilitet – eller tradition og fornyelse. Dette er brobygningsprojektet.
At Cevea ved Steen og Andreasen fortsat (denne gang i Information, 3/11) fremturer med de sædvanlige påstande om, at privatskolerne ikke udviser socialt ansvar og kvæler fællesskabet - og herefter kommer med et par forslag, der med stor sandsynlighed vil ødelægge den frie skoles mulighed for netop at være alternativ og sikre diversiteten, er ærgerligt.
Vi må håbe på, at politikerne fortsat er opmærksomme på de frie skolers enorme betydning – ikke mindst for at nå 95%’s- målsætningen. Var de frie skoler der ikke, ville dette mål være uopnåeligt. Steen og Andreasen får heller ikke nævnt, at antallet af såkaldte mønsterbrydere, der udgår fra de frie skoler, er imponerende stort. De frie skoler løfter en kæmpeopgave for samfundet, og så er det oven i købet en god forretning for staten.
Vi står ved de sociale forpligtelser og ønsker, at alle forældre uanset indkomstforhold skal have muligheden for at kunne vælge en privatskole. Af en undersøgelse[1], hvor undervisningseffekten på de to skoleformer sammenlignes, fremgår det, at på 72 % af de frie grundskoler lærer eleverne mere, end man kunne forvente, når man tager deres sociale baggrund i betragtning. Det gælder kun for 46 % af folkeskolerne. Samtidig er udgiften pr. elev 12 % lavere på de frie skoler i sammenligning med folkeskolen. Forsigtigt udtrykt scorer staten mindst en milliard kroner på de frie skoler. Det er da vist verdens mest rentable eksperimentarium.
Så vi skal have koblingsprocenten op! Vi er parate til at tage vores del af nedskæringer m.v. Men det er ikke rimeligt, at vi skal spare endnu mere end folkeskolen. Vores genopretningspakke går ud på, at balancen med folkeskolen igen skal 'hedde' 75 procent. Det betyder lidt forenklet, at for hver krone, en folkeskoleelev koster, får privatskoleeleven 75 øre. Resten betaler forældrene.
Vi har selvfølgelig kontakt med relevante finanspolitiske ordførere. Til dem siger vi, at det er afgørende for os, at koblingsprocentens deroute nu stoppes. Vi fortæller, at den tidligere regering havde lovet os en evaluering af virkningen af koblingsprocentens nedsættelse – sat i forhold til folkeskolens økonomiske forhold. Vi peger samtidig på forskellige løsningsmodeller.
Det er vort håb, at de intense finanslovsforhandlinger, hvor vi kun udgør en mikroskopisk del, trods alt vil medføre visse lempelser i den ubalancerede økonomiske behandling, vores skoler udsættes for. Ubalanceret, fordi vi i forvejen sparer som alle andre. Og samtidig urimeligt, fordi vi faktisk leverer varen – også i henseende til den sociale varedeklaration!
[1] Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen: ”Comparison of cost and performance in the private and public primary
and lower secondary schools in Denmark”. CEPOS, maj 2011. Frie Skoler, Nr. 1, aug. 2011