Af Morten Reil Sørensen
"Der er en ufattelig svag sammenhæng imellem, hvad der sker forskellige steder i uddannelsessystemet i dag. Ensidig styring fra Folketinget virker ikke. Flere penge og mere frihed virker heller ikke. Vi lever i et ø-rige, hvor den eneste, der efterhånden tænker sammenhængende i uddannelsessystemet - det er finansministeren. Det betyder, at den dagsorden, der handler om sammenhængen i uddannelsessystemet, kommer til at hedde hurtigere igennem og andre ting, som er langt fra det strømførende - nemlig at arbejde med verden og unge mennesker," lyder den ikke særlig opmuntrende diagnose fra rektor for Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann.
I hans optik giver det problemer, når forskningen ikke i tilstrækkelig grad er i sync med virkeligheden. Det giver problemer, når skolerne i store træk kun forholder sig til deres egne lokale problemer og ikke er en stærk stemme i den offentlige debat. Når lærergerningen ikke er attraktiv og prestigefyldt nok. Og når politikerne tror, de kan ensrette det hele fra oven via en strøm af provisoriske lappeløsninger med pisatest og den gymnasiale boglighed som ledestjerne. Kort sagt; det danske uddannelsessystem mangler - ja, hvad mangler det egentlig?
"At vi bliver langt dygtigere til at hævde vores fane og forbinde vores ideer, drømme, utopier - den historiske rodfæstethed, der er knyttet til jeres sektor - med de målsætninger, politikerne har. Og undgå en sektor, hvor vi som ledere render rundt og arbejder efter nogle mål, men har glemt formålet. At vi nyttiggør vores idealer til andet end fællessang og årsmøder og giver det stærkere politisk potens," siger Stefan Hermann til de godt 50 fremmødte skoleledere ved workshoppen på Danmarks Privatskoleforenings årsmøde. Han taler hurtigt og energisk ud fra en række PowerPoints med klare pointer listet op, og han undskylder tempoet, men han har kun 20 minutter. Så her er problemet. Og sådan ser løsningerne ud.
"Udskolingen har været det store stedbarn i skolepolitikken igennem de sidste mange år. Det er i udskolingen, at eleverne bliver demotiverede. Det er i udskolingen, at lærerne lider rigtig meget under ikke at være fagdidaktisk og fagligt stærke i deres linjefag. Det er i udskolingen, at uddannelsesvalget bliver vigtigere og vigtigere, og det er i udskolingen, at ø-rige-tendensen bliver et større og større problem. Det er udskolingen, vi skal komme med et bud på at forny, siger Stefan Hermann.
Stefan Hermann kalder det for 'store overgangsproblemer', når 17-18 procent af en ungdomsårgang ikke besidder de kompetencer, der skal til for at springe over selv det efterhånden ganske lave gærde til en ungdomsuddannelse. Men hvad er samfundets løsning på overgangsproblemerne? Jo, vi skyder et ekstra bureaukratisk lag ind imellem grundskolen og ungdomsuddannelserne, nemlig UU-vejlederne. De skal bygge bro. Det virker bare ikke, konstaterer professionshøjskole-rektoren og taler i stedet for en mere direkte forbindelse.
"Vi har ikke været gode nok til at forbinde de strømførende lag. Vi har ikke været gode nok til at forbinde den faglighed og det ærinde, der burde forbinde en folkeskolelærer med en gymnasielærer - og gøre, at en folkeskoleelev bliver til en gymnasieelev. En erhvervsskole- eller gymnasielærer ved ikke, hvordan en folkeskolelærer er uddannet og vice versa - de er uddannet og organiseret forskellige steder. Og hermed ikke sagt, at vi skal have sådan en 0 - 18 års skole," siger Stefan Hermann.
Pointen er, at hvis vi som samfund vil opretholde værdien af - og glæden ved - vores decentrale og selvejende institutioner, så skal alle bidrage til at skabe den nødvendige sammenhæng.
"Vi skal have skabt et langt bedre kredsløb mellem forskning, læreruddannelse, lederuddannelse og skolepraksis. Den altovervejende del af den pædagogiske forskning er ikke på nogen måde i sync med det, der er virkeligheden i skolerne i dag. Den forholder sig, men forbinder sig ikke til virkeligheden. Vi er nødt til at prøve at forny kontrakten til det omkringliggende samfund, og ikke kun til vores nære målgrupper - som hos jer er forældrene - men også til ungdomsuddannelserne, læreruddannelserne, pædagoguddannelserne, forskningsinstitutionerne og politikerne," siger Stefan Hermann og fortsætter:
"For eksempel tror jeg faktisk ikke, at der er nogen, som har et overblik over, hvad der sker på udskolingsfronten i Danmark. Der sker meget rundt omkring. Vi ved bare, hvad det er. Så punkt et: Det kunne være godt at få et overblik. Punkt to: Udskolingen i folkeskolen peger sig blind mod de almene gymnasiale uddannelser - og så er der en elevgruppe, der bliver til rest. Det er en stor samfundsmæssig udfordring. I dag kan man uden videre kalde en erhvervsskole for en taberfabrik. Det kunne man altså ikke, da jeg var ung," siger Stefan Hermann og kigger op.
Tallene på lærredet bag ham illustrerer, hvad Stefan Hermann kalder småfagenes død. Ifølge rektoren fra professionshøjskolen Metropol kan man efterhånden 'plastre væggene i folkeskolen til' med dansk- og matematiklærere, imens der bliver uddannet alt for få lærere til at varetage de små fag. Det svækker fagligheden på et område, hvor der i dén grad er brug for det modsatte.
"Vi holder skole på en måde, der systematisk skaber 16-17 procent, som er ude af stand til at tage en ungdomsuddannelse. Samtidig bliver de praktisk-musiske fag nedprioriteret, og det er stort problem for dem, der skal på erhvervsuddannelserne. Hvis vi ikke skal tabe de her elever både pædagogisk og fagdidaktisk i udskolingen, så er vi nødt til at have nogle stærke faglige miljøer - men hvordan skaber vi dem?" spørger Stefan Hermann og indrømmer, at der ikke findes lette løsninger på området. Igen vender han dog tilbage til sammenhængen i uddannelsessystemet og kobler med det, han kalder et helt nødvendigt professionsløft i hele sektoren.
"Vi må have en fælles ambition i hele uddannelsessystemet. Hvis vi skal gøre det endnu bedre: Så er vi nødt til at have endnu dygtigere lærere. Vi er nødt til at genopfinde ledelsesopgaven og tænke vores visioner på en ny måde. Det gælder også organisationerne og forskningen. Vi er nødt til at rette alt, hvad vi gør, mod et løft af de professioner, der har en afgørende effekt, dannelses- og uddannelsesmæssigt. Hvor mødet mellem elev, stof og læreren stadig er det helt centrale. Men det indebærer, at vi siger: Vi skal løftes. Ikke fordi, det er dårligt. Men fordi tiden er en anden."