Af Morten Reil Sørensen
Det er lørdag formiddag, og forfatter og debattør Carsten Jensen står klar på talerstolen som årsmødets sidste foredragsholder. Forude venter en time med fortællinger om verden og forfatterens evige søgen efter menneskets inderste væsen. Eller som Carsten Jensen selv udtrykker det:
"Jeg vil starte med en anekdote, som handler om et tidspunkt, hvor de værdier, jeg står for - og de tanker jeg har gjort mig om vores liv - kom i akut krise, og jeg måtte spørge mig selv, om det grundlag, jeg stod på, nu også var det rigtige," lyder forfatterens dramatiske indledning, inden han tager tilhørerne ni et halvt år tilbage i tiden. Her blev han af Politiken bedt om at rejse til Afghanistan for at skrive om, hvad afghanerne selv synes om forholdene i det krigshærgede land, hvor Taleban netop var faldet. Der var på det tidspunkt ingen infrastruktur i Afghanistan, så i første omgang landede Carsten Jensen i nabolandet Pakistan og kom i kontakt med nogle guider, der levede af at tage journalister med ind over grænsen.
"De tilhørte det folkeslag, som boede på den anden side af grænsen, og havde et omfattende netværk af fætre og onkler. Jeg betalte for at blive medlem af fætter- og onkelnetværket, og det betød, at hvis vi kom ud for noget som helst ubehageligt - og det kunne de ikke udelukke - så ville der altid være en fætter i nærheden, som ville komme os til hjælp," fortæller Carsten Jensen.
Så langt så godt. Han blev klædt behørigt på hos den lokale skrædder, med en shalwar kamiz - en lang folderig kjortel - og tilhørende bukser, sjal og perlebroderet kalot. Så drog han af sted og tilbragte nogle i øvrigt gode og sikre dage i Kandahar i det sydlige Afghanistan. Helt anderledes blev det, da han skulle 500 kilometer nordpå til Kabul. Det var uden for guidernes netværk, men mod god betaling skaffede de ham, hvad de kaldte en luksusbil - en stærkt ramponeret stationcar med et skudhul i forruden lige ud for passagersædet. Efter fem minutters kørsel rundt i Kandahar stoppede chaufføren på et hjørne og løb sin vej - hvorefter en ikke-engelsktalende afghaner steg ind. Ikke just som aftalt. Men derefter gik turen nordpå.
"Jeg havde fået to gode råd med på rejsen. Det ene var, at vi ikke måtte stoppe undervejs og frem for alt ikke overnatte - og at jeg ikke på nogen som helst måde måtte afsløre, at jeg var i besiddelse af betydelige pengemængder. For det var jeg. Jeg skulle kunne betale mig ud af en hvilken som helst situation og bar rundt på et beløb svarende til 35.000 kroner, og det er mange afghanske årslønninger," fortæller Carsten Jensen og husker tilbage på køreturen mod Kabul, hvor der var to korte stop i løbet af dagen. Et på naturens og et på religionens vegne.
Hen mod skumringstiden var bilen så på vej op ad en bjergskråning, og her stoppede chaufføren og forklarede med fagter, at en videre rejse op igennem bjergpasset ville være alt for farligt om natten.
"Jeg så, at der i vejkanten var nogle lave bygninger, og jeg gik ud fra, at der skulle vi nok overnatte - hvilket jeg ellers havde fået udtrykkeligt at vide, at jeg ikke skulle. Men noget valg var der ikke. Så vi steg ud af bilen, og bjergvejen, der indtil for et øjeblik siden havde været fuldkommen tom, vrimlede nu med afghanske mænd med turban og store skæg. Og nu kommer vi så til grunden til, at jeg overhovedet ulejliger jer med denne her anekdote," siger Carsten Jensen og lader årsmødedeltagerne stå tilbage på den afghanske bjergskråning et øjeblik.
"I det øjeblik kom nogle af de bærende ideer i mit forfatterskab i krise. I 1993 brugte jeg et år på at rejse jorden rundt - meget ofte igennem lande, der havde været forfærdelige oplevelser igennem. Med i flere tilfælde krig og folkemord. Og i løbet af den rejse havde jeg gjort mig nogle måske lidt banale lommefilosofiske forestillinger om, hvem vi mennesker er - eller snarere - hvem vi vælger at være. Mit grundindtryk er, at det første, der sker, når to fremmede står over for hinanden - så er deres første handling ikke at knytte næven i selvforsvar eller mistænksomhed, men at strække den frem til et håndslag," siger Carsten Jensen.
Vi mennesker møder med andre ord instinktivt hinanden i tillid og leder efter det, vi har tilfælles. Men svigtes den tillid, kan det udarte sig som i det forhenværende Jugoslavien, hvor alle normer til sidst blev ophævet og den enkeltes identitet blev defineret ud fra de indbyrdes forskelle.
"Her var det pludselig afgørende, om man var serber, kroat eller bosnier. Og forskellene føltes så uoverstigelige, at resultatet var etniske udrensninger. Ud af mit åsyn. Forsvind. Jeg brænder din gård ned, og hvis du ikke forsvinder hurtigt nok, så skyder jeg dig - og det er ikke noget galt med, for du er ikke samme slags menneske som mig," siger Carsten Jensen og laver et spring til det tidligere Vietnam. For under sin jordomrejse oplevede han det stik modsatte i Saigon.
"Vietnam var jo et land, hvor der var krig i 30 år med ufattelige ødelæggelser til følge. Der var et museum med det meget bombastiske navn: "Museet for amerikanske krigsforbrydelser". Så man var ikke i tvivl om propagandahensigten. Og så går man igennem museet, og det er en meget, meget rystende oplevelse, fordi næsten alle eksemplerne på krigsforbrydelser er dokumenteret af amerikanerne selv. Af amerikanske fotografer. Og tallene taler deres eget sprog om følgerne af den kemiske krigsførelse, som har betydet at Vietnam lige siden har været det land i verden, hvor der er flest tilfælde af dødfødte, vanskabte eller spontan abort. Men når man så når til udgangen af museet, så hænger der et stort billede, som viser en antikrigsdemonstration i Washington. Og så står der: Vi takker det amerikanske folk, fordi det ikke altid fulgte dets ledere," fortæller Carsten Jensen. Det gjorde et stort indtryk hos forfatteren.
"Hvad siger de med det budskab? At fordi du er født i Amerika, betyder det ikke, at du er min fjende - selvom dit land har ført krig her i mange år. Det har du ikke selv valgt. Hvis du skyder på mig, så er du min fjende. Men det er ikke din nationalitet, der afgør det - det er dine handlinger. Det kan man kun sige, hvis man tror på, at mennesker grundlæggende har noget til fælles," siger Carsten Jensen.
Så holder forfatteren en kunstpause og vender blikket til danske farvande. Marstal, helt præcist. Her foregår hans roman "Vi, de druknede", hvor et centralt emne er det, som Carsten Jensen kalder et trist, nationalt hukommelsestab. Bogen tager udgangspunkt i historien om, at den marstalske handelsflåde i slutningen af 1800-tallet var den næststørste i Danmark, og at byen på en gang var et meget lille landsbysamfund og samtidig tog del i den store verden via søfarten. Desværre har vi som danskere i dag glemt vores historie som søfartsnation og går i stedet og drømmer os tilbage til en idyllisk og indadvendt bondetilværelse.
"Der er en afgørende forskel, der har noget at gøre med en national indadvendthed, som vi har dyrket i de sidste tyve år. Det er et trist hukommelsestab, fordi vi lever i en globaliseret tidsalder, der har det som et ufravigeligt imperativ, at vi må og skal lære at leve med det og de fremmede. Der var sømanden bedre stillet, fordi han havde været ude at rejse. Han havde ikke bare været i fremmede lande, men havde også arbejdet sammen med mennesker fra andre nationer på det snævre skibsdæk. Og han kom hjem med en vigtig viden: At der er mere end én måde at gøre tingene på. Han kunne se sin egen kultur udefra, og det kunne bonden ikke," mener Carsten Jensen. Han bemærker humoristisk, at det danske kongehus jo egentlig holder søfartstraditionen i hævd og ligefrem har et kongeskib - men at der vist ikke er noget, der hedder en 'kongetraktor'.
Så bliver han alvorlig igen. For vi lever i en tid, hvor udsyn og fremsyn er tvingende nødvendigt.
"Den generation, der vokser op nu, er den vigtigste generation i verdenshistorien. Fordi vores civilisation nu står overfor så store udfordringer - især med klimaforandringerne - at hvad næste generation foretager sig kommer til at afgøre menneskehedens fremtid," siger Carsten Jensen og konstaterer, at der er brug for forbedringer i forhold til den generation, der sidder på magten nu.
"Vi er den første generation - i hvert fald i mange hundrede år - som ikke tænker frem og ikke har en forhåbning om, at vores børn vil få det bedre end os. Det siger vi ikke højt. Men et eller andet sted tror vi ikke rigtig på det. Vi er en hedonistisk øjebliksgeneration med nuet som vores udfoldelsesrum. Vores liv er bygget op om, at al lyst og alle behov skal tilfredsstilles indenfor den horisont, der er vores. Hvad der sker derefter interesserer os faktisk ikke ret meget, og det er hver eneste valgkamp en tragisk demonstration af," siger Carsten Jensen og slutter sit foredrag til lyden af klapsalver.
"Hvordan kom du til Kabul?" lyder det første spørgsmål fra salen, hvorefter en nærmest rødmende Carsten Jensen griner højt.
"Nej, nu går det op for mig, at jeg faktisk glemte at fortælle historien færdig. Hold da op, jeg har simpelthen snydt jer," udbryder Carsten Jensen og undskylder mange gange, mens salen ler.
"Jeg blev så optaget af at fortælle om krisen for mine ideer, at jeg glemte at fortælle om den noget mere livstruende krise. Den løste sig på bedste vis. Da alle de her afghanske mænd stod rundt omkring mig, gjorde jeg det, at jeg smilte - og hvis der havde været en fotograf til stede, så kunne man sikkert godt se, at det var et ret usikkert smil. Men jeg smilte tappert og strakte hånden frem, og så strakte de hånden frem og førte mig ind i den her lave bygning, der var et herberg. Der var et langt tæppe, hvor folk sad og spiste. Og så kom en smuk, gammel mand med en stor turban og sølvfarvet skæg og sagde: 'Where are you from?' Og det var jo før Muhammedkrisen, så jeg svarede: 'Denmark'. Så sagde han: 'Copenhagen'. Og det viste sig, at han var det lille steds geografilærer. Så følte jeg, at jeg var blandt mennesker som mig selv. At ideen om, at det, vi har til fælles, er stærkere end forskellene - den passede i hvert fald ved den her lejlighed," siger Carsten Jensen og afslutter med at fortælle, at han næste dag nåede frem til et fuldstændig sønderskudt Kabul, hvor krigen havde sat sine spor overalt. Men det er en anden historie.