18-01-2010
Undervisningsministeriet har sendt et lovforslag om ændring af lov om friskoler og private grundskoler
Det foreslås, at en fri skole den 5. september i skoleåret skal have mindst ni elever i alt på børnehaveklassetrin og på 1. og 2. klassetrin, ni elever i alt på 3.-5. klassetrin og seks elever i alt på 6. og 7. klassetrin. Endvidere stilles der forslag om, at internationale skoler (og skoleafdelinger) kan oprette filialer. Høringsfristen er meget kort, og vi opfordrer alle til at kontakte Kurt Ernst eller Ebbe Forsberg, hvis man har spørgsmål eller kommentarer.
14-01-2010
Skoleledere, forstandere, tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter inviteres til en fælles temadag om social kapital og livsfasernes betydning for skolens personalepolitik v/ professor Tage
Søndergaard Kristensen.
Temadagen afholdes den 10. eller 11. marts 2010 kl. 10:00-16:00 på
Hornstrup Kursuscenter ved Vejle, eller den 23. marts 2010 kl. 10:00-
16:00 på Hotel Scandic i Roskilde.
• Program
13-01-2010
Skoler kan få dækket 75 procent af udgifterne til at hyre en kunstner under den såkaldte ‘huskunstnerordning’, som Statens Kunstråd aministrerer. Næste ansøgningsfrist er 3. februar. Det er muligt at ansætte i en dag, flere dage eller længerevarende forløb. Nedenstående klip er fra Statens Kunstråds hjemmeside
Formålet med ordningen er at fremme børn og unges møde med kunst og give dem et indblik i den professionelle kunstneriske proces gennem projekter af kortere eller længere varighed. Kunstnerne skal formidle kunsten til børn og unge mellem 0 og 19 år, så de møder den professionelle kunst på en anderledes måde, end det sker i den normale undervisning/i dagtilbuddet. Det kan bl.a. ske gennem workshops, arbejdende værksteder o. lign. Projekterne kan enten tage ud-gangspunkt i den enkelte kunstart (musik, litteratur, billedkunst, scenekunst) eller basere sig på et tværkunstnerisk samarbejde.
Hovedvægten i projekterne skal ligge på den kunstneriske proces frem for et eventuelt slutprodukt.
Børn og unge i dagtilbud, skoler og skolelignende institutioner er den primære målgruppe for ordningen; men det anbefales, at projekterne i højere grad baserer sig på aktive partnerskaber mellem institutionerne og lokale aktører på kulturområdet.
Statens Kunstråd træffer beslutning om puljens fordeling ud fra:
• En kunstnerisk kvalitativ prioritering af det ansøgte
• En spredning af midlerne såvel geografisk som med hensyn til skole former og institutionstyper, kunstarter og kunstnere.
• Særlige prioriteringsområder vil være længere og eksperimenter ende huskunstnerforløb samt projekter, hvori kulturel mangfoldighed indgår som en del af formålet
De deltagende kunstnere skal være professionelle. Ved professionelle kunstnere forstås i Statens Kunstråds sammenhæng, at kunstneren har et dokumenteret, konsekvent kunstnerisk virke i professionelle rammer og/eller en uddannelse fra en af de statslige kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Kunstneren/kunstnerne skal være professionelt skabende eller udøvende
inden for Statens Kunstråds virkefelt, der omfatter billedkunst, litteratur, musik of scenekunst. Det kan være billedkunstnere (malere, billedhuggere, grafikere, installationskunstnere m.v.), forfattere, dramatikere og illustratorer, komponister, musikere og sangere, koreografer, sceneinstruktører og sce-nografer, dansere og skuespillere. Derimod er f.eks. kunsthåndværkere/designere (keramikere, vævere, glaskunstnere, smykke- og tekstildesignere samt andre formgivere), arkitekter og filmkunstnere ikke omfattet af ordningen.
12-01-2010
Retningslinjer for samtale med sygemeldte medarbejdere
I forbindelse med ansattes længerevarende sygdom, Fra januar 2010 er det blevet lovpligtigt at afholde en samtale med sygemeldte medarbejdere senest 4 uger efter første sygedag. Formålet med den lovpligtige samtale med sygemeldte medarbejdere, er at finde frem til, hvor længe medarbejderen forventer at være sygemeldt. I fællesskab skal skole og medarbejder finde frem til om der er mulighed for at medarbejderen kan vende hurtigt tilbage til skolen, evt. på nedsat tid under hensyntagen til evt. skånehensyn. Det er ikke lovligt at spørge ind til selve sygdommen, som fx at spørge: ”Hvad fejler du?”, men i stedet skal samtalen handle om hvilke muligheder der er for medarbejderen fremadrettet. Efter samtalen skal skolen indberette en række oplysninger til kommunen, herunder. Dato for afholdelse af samtalen; den sygemeldtes egen vurdering af om sygdommen varer over eller under otte uger; om der er mulighed for at den sygemeldte kan genoptage arbejdet delvist i løbet af sygeforløbet. Hvis en medarbejder forventes syg i mere end otte uger kan hun bede
om at få lavet en fastholdelsesplan, hvor medarbejderen og skolen i fællesskab skal komme med konkrete forslag til hvordan medarbejderen fastholder sin tilknytning til skolen, såfremt skolen ønsker at fastholde medarbejderen.
Hverken oplysningerne til kommunen om mulighederne for delvis genoptagelse af arbejdet eller en fastholdelsesplan er juridisk bindene for skolen, hvilket betyder at reglerne vedr. afskedigelse af sygemeldte medarbejdere er de samme som hidtil. Yderlig information findes i ”Når en medarbejder melder sig syg – nye muligheder og pligter” som er udarbejdet af Arbejdsmarkedsstyrelse.
11-01-2010
I anledning af sekretariatschef Ebbe Forsbergs 60 års fødselsdag inviterer Danmarks Privatskoleforening til reception
08-01-2010
Folkeskolen gennemfører fra medio februar 2010 og indeværende skoleår ud, de nationale digitale test. Privatskoler er ikke forpligtet til at gennemføre disse, men kan frit vælge at anvende disse. Det kan dog ikke ske i samme tidsrum som folkeskolen gennemfører test. Skolestyrelsen forventer at de test folkeskolen gennemfører i foråret/sommeren 2010, bliver tilgængelige for privatskolerne fra efteråret 2010. Der er dog endnu ikke fastsat en konkret dato herpå. Private skolers deltagelse foregår ved, at skolen digitalt booker en test til én eller flere klasser. Testen gennemføres af den enkelte elev fra en pc på skolen der er koblet til de digitale test via en internet forbindelse. Danmarks Privatskoleforening vil orientere nærmere, når der fastsættes et tidsrum hvor privatskolerne kan tilmelde og gennemføre test. Indtil da: Læs mere på Undervisningsministeriets hjemmeside
05-01-2010
Vi minder om, at ansøgningsfristen for ekstra midler til specialundervisning og pædagogisk medhjælp er 1. februar. Ifølge SU-styrelsen kommer ansøgninger ikke i betragtning, hvis de ikke er indtastet rettidigt via SPS2005. Hvis PPR ikke kan behandle en ansøgning inden fristen, anbefaler vi, at skolen indtaster ansøgningen og fremsender et bilag, hvori PPR
skriftligt meddeler skolen, at fristen ikke kan overholdes p.g.a. forhold, der ikke skyldes skolen. Skolen kan dog ikke påregne, at SU-styrelsen accepterer for sent indtastede ansøgninger, selvom det skyldes forsinkelser hos PPR.
Husk i god tid at sørge for, at relevante medarbejdere har brugernavn og adgangskode til SPS2005.
Som noget nyt kan skolerne fra 2010 søge om timer til „pædagogisk medhjælp”. Det sker efter en lovændring i 2009. Dermed kan skolerne ansætte pædagoger til at varetage specialpædagogiske opgaver. Det betyder samtidig, at skolerne inden ansøgning skal vurdere mere detaljeret, hvordan en elevs problemer bedst afhjælpes. Forudsætningerne for at opnå tilskud til pædagogisk medhjælp er:
• PPR skal attestere, at elevens behov ikke vurderes at være specialundervisning, men en specialpædagogisk indsats, der medvirker til at gøre eleven parat til undervisning.
• Skolen skal søge om tilskud specifikt til ‘pædagogisk medhjælp’. Skolen kan ikke selv beslutte, om en bevilling skal bruges til undervisning (lærerarbejde) eller pædagogisk bistand (pædagogarbejde).
• ‘Pædagogisk medhjælp’ betragtes og aflønnes som pædagogarbejde (jf. DP/BUPL-OK), mens specialundervisning fortsat aflønnes som lærerarbejde.