Frihedsgraderne skal styrkes, når arbejdstidsaftalen skal genforhandles - og så skal lønsystemet forenkles. Sådan lød hovedbudskaberne, da Danmarks Privatskoleforening holdt orienteringsmøde om de kommende overenskomst-forhandlinger på lærerområdet.
"Det, der først og fremmest er vores rolle - det er at sikre jeres pædagogiske rum. Vi skal sikre, at jeres værktøjer i 'maskinrummet' derhjemme på skolerne kan bringes til at fungere, så I kan lave en skole, der sagtens kan måle sig med folkeskolen - men også en skole, der har mulighed for at være anderledes. Og det er på det grundlag, at vi skal snakke om overenskomst og penge," sagde formand Kurt Ernst, da Danmarks Privatskoleforening onsdag den 28. april holdt orienteringsmøde om næste års overenskomstforhandlinger på lærerområdet. Godt 70 skoleledere og viceinspektører fra 40 skoler havde fundet vej til mødet i DGI-byens lyse og indbydende lokaler blot et stenkast fra Københavns Hovedbanegård - mens yderligere 40 ledere fra 31 af foreningens 126 skoleledere to dage inden var mødt frem til et lignende møde i Fredericia. Alle hørte de et oplæg, som i høj grad handlede om at bevare og allerhelst styrke de områder i overenskomsten, som giver frihed til at drive den bedst mulige skole.
"Der er to temaer, når vi snakker overenskomst. Tid og løn. Vi har et motto i DP om, at man skal vælge sine kampe. Skal vi ændre på arbejdstidsaftalen? Eller skal vi kigge på nogle lønbestemmelser? Jeg synes ikke, valget er så svært," sagde Kurt Ernst og konstaterede, at Danmarks Privatskoleforening først og fremmest ønsker at styrke frihedsgraderne og derfor fokuserer mest på arbejdstidsaftalen. Desuden har lærernes lønninger efterhånden fået det løft, som alle har ønsket, så der er - også set i lyset af den nuværende økonomiske situation - næppe udsigt til de store ideologiske slagsmål om lønsystemet.
"Lærerne anerkender nu, at vi er oppe på niveau med folkeskolen. Det gør det meget lettere at tale sammen. Nu er det ikke længere bare os, der siger det," konstaterede privatskoleforeningens formand, inden han orienterede om, hvordan den politiske situation i øvrigt ser ud i forhold til centrale emner i OK 2011. Et af dem ser ud til at blive debatten for og imod en professionsaftale, og Kurt Ernst havde i den forbindelse medbragt et par PowerPoints, som han (med behørig tilladelse) havde lånt fra FSL's delegation, der netop nu rejser rundt i landet og taler med lærerne.
En mulig forlængelseSom afslutning på sit oplæg konstaterede Kurt Ernst, at der i øjeblikket er en vis usikkerhed i forhold til, om der overhovedet bliver gennemført overenskomstforhandlinger til næste år. Udgangspunktet er som bekendt en negativ økonomisk udvikling, hvor det i denne omgang mere handler om at begrænse skaderne end at forhandle ekstra penge i lønposen. Derfor var Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo, for nylig ude med en melding om, at det måske ville være hensigtsmæssigt at udskyde forhandlingerne og lade overenskomsten løbe yderligere et år. Og det er ikke længere et usandsynligt scenarie, konstaterede Kurt Ernst.
Herefter var der afsat tid til spørgsmål og debat. Spørgelysten var stor, og formanden svarede beredvilligt på, hvordan foreningen i overenskomsten har tænkt sig at angribe emner som specialundervisning, forenkling af lønaftalen og relationen mellem egentid og antal undervisningslektioner. Kurt Ernst sluttede af med at takke for dagens mange kommentarer, som vil blive taget med videre - og for at skolelederne havde valgt at bruge deres 'egentid' til at klæde foreningen på til de kommende overenskomstforhandlinger.
|