I velfærdsdanmark kan det bedst betale sig ikke at kunne noget, hvis
man vil opnå støtte fra de offentlige kasser. Den holdning gennemsyrer
også skolesystemet, og det er op til privatskolerne at vise en
anden vej, sagde sociolog Henrik Dahl på DP’s årsmøde.
Af Morten Reil Sørensen
”Hvad sker der, når man arbejder?” lyder det retoriske spørgsmål fra
sociolog og samfundsdebattør, Henrik Dahl, som denne lørdag formiddag
gæster Danmarks Privatskoleforenings årsmøde for at sætte
realskolernes 200-årige historie ind i et samfundsperspektiv. Han
svarer selv.
”Man bliver kompetent. Den, der udfører arbejdet, bliver kompetent,”
siger Henrik Dahl og forklarer, at for 1800-tallets borgerskab var de
første realskoler et kampinstrument i opgøret med et aristokrati, som
så sig for fine til at arbejde. Og når borgerskabet i stigende grad fik opgaven
med at drive samfundet, så blev det helt naturligt en borgerdyd
at dygtiggøre sig for at kræve indflydelse. Derfor har kundskaberne
altid stået centralt i realskolernes selvforståelse.
Igennem realskolernes første 150 år var borgerskabets skoletænkning
altdominerende, og i skoleloven fra 1937 stod det da også sort
på hvidt, at skolen først og fremmest skulle give børnene kundskaber.
Men senere vendte udviklingen, først med folkeskoleloven fra 1958
og den ’blå betænkning’ fra 1960, siden med realskolernes afskaffelse
i 1975 og måske mest tydeligt med folkeskoleloven fra 1993. Her
kan man meget tydeligt aflæse det skolesyn, som Henrik Dahl kalder
’kampen mod kundskaberne’.
”At gå i skole handler ikke længere om at lære nyttige kundskaber,
men om at blive et godt og demokratisk menneske - og så gør det ikke
noget, hvis man også lærer noget,” lyder det med den underspillede
stemmeføring og ironiske præcision, som Henrik Dahl så ofte præsenterer
sine samfundsanalyser med.
”Borgerskabets moral er ’at kunne’. Velfærdssamfundets moral
er ’ikke at kunne’. Hvis nu jeg siger: ’Jeg kan ikke’ - så lukker
velfærdsstaten sine kasser op. Eller: ’Jeg vil så gerne dyrke landbrug
på konkurrencedygtige vilkår, men jeg kan ikke finde ud af det’ - frem
med hånden, og så får man nogle penge,” siger sociologen. Han
tilføjer, at det samme i årtier har gjort sig gældende i alle grene af
samfundet, lige fra statsstøttet skibsbyggeri til kulturstøttede bøger og
film. Også i undervisningssektoren har man i alt for mange år kastet alt
for mange penge i den forkerte retning.
”Kampen om inkompetence er med til at ødelægge realskolen. De
totalt håbløse børn får en fyrstelig behandling af samfundet, mens
dem, der skal være atomfysikere, må klare sig for ingen penge,” lyder
kritikken fra Henrik Dahl. Han bruger et billede fra cykelsporten, hvor
Bjarne Riis engang påpegede, at man ikke kan ’gemme sig’ på et bjerg.
Dér sidder man helt alene, hvorimod det er meget lettere bare at rulle
med i feltet på en flad etape i Holland.
”Borgerskabet og realskolerne var fuldstændig uforberedte på, at man
indrettede hele undervisningssystemet som en flad etape i Holland,”
siger Henrik Dahl.
Borgerskabets moral har altid været, at man sætter sine børn i
privatskole for, at de skal lære noget. Det har ikke ændret sig. Heller
ikke selvom samfundsudviklingen gør det stadig sværere at gennemskue,
hvad der er op og ned, og hvilke kundskaber der bliver brug for i
morgen. Her handler det dog ikke så meget om, at tingene går stærkere
end de gjorde før - for det er dybest set noget vrøvl, mener Henrik
Dahl - men snarere om, at alting er blevet sværere at gennemskue.
”Det gælder om at kunne leve i et samfund, som aldrig har været så
svært at fortolke. Man skal lære at lave sine fortolkningsregler om,
uden at der kommer nogen og forklarer, hvad man skal. Man skal lære
med jævne mellemrum at fortolke alting forfra,” lyder analysen. Derfor
bør skolesystemet ifølge Henrik Dahl fokusere på fire K’er, som dekan
for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Qvortrup har opstillet.
”Kvalifikationer - dem skal man selvfølgelig have,” siger Henrik Dahl og
tilføjer, at der i den danske skoledebat er blevet spildt utrolig megen
tid med meningsløse diskussioner om valget imellem de to K’er, Kvalifikationer
og Kompetencer. De hænger sammen, og begge er nødvendige.
Egentlig kan det siges meget enkelt.
”Det er en kvalifikation at kunne slå slagene i tennis, men det er en
kompetence at spille spillet,” siger Henrik Dahl. Det tredje K står for
Kreativitet, som ikke skal forstås som ’noget med ler’.
”Der er kreativitet i al menneskelig aktivitet. Skolen skal lære eleverne
at løse problemer, hvor der ikke er en kendt løsning,” siger Henrik
Dahl. Endelig dækker det fjerde K over begrebet Kultur, som her handler
om at kunne bruge sin viden fornuftigt og sætte den i rette kontekst.
Det er dén vej, vi skal. Og privatskolerne må gerne løbe forrest.
”Om folkeskolen vil gøre det? Jeg tvivler. Den politiske logik er, at hvis
vi bare gør noget mere af det, der ikke virker, så skal det nok gå. Derfor
er det godt med private skoler, for der må være nogen, der prøver
noget andet,” slutter Henrik Dahl.