29-10-2009

Randers Realskole skaber oase for skilsmissebørn


Randers Realskole har siden sommerferien haft et tilbud om en "oase" - et fristed for de børn, der er mest belastede af deres forældres skilsmisse. Tilbuddet er det første af sin art i Danmark, og erfaringerne er foreløbig rigtig gode.

 

Randers Realskole har haft skilsmissebørn som et særligt fokusområde i nogle år. Skolen har udarbejdet faste proceduerer for, hvordan skolen/klassen/lærerne håndterer skilsmissesituationer og har også lavet pjecer med gode råd til forældre ved skilsmisse. Sidste nye tiltag er Oasen, hvor op til 12 børn i hver gruppe mødes med to specialuddannede lærere/pædagoger et par gange om måneden efter skoletid. Her mødes børnene i trygge og hyggelige rammer og taler med kammerater i samme situation om deres følelser og oplevelser ved at være skilsmissebarn. Det er selvfølgelig vigtigt, at alle føler sig trygge, og at alle har respekt og omsorgsfuldhed for hinandens udsagn og følelser. Derfor er det også en regel, at alt, hvad der tales om, bliver inden for gruppens "fire vægge".

"Børnene har ordet, men de voksne er med til at stille spørgsmålene og sætte rammerne for snakken. Vi kan se, at der skabes en rigtig god gruppeproces, hvor alle lærer af hinanden. Hvert enkelt barn oplever, at han/hun ikke er alene om problemerne, og at der er lys forude i tunnellen," siger afdelingsleder Solveig Pleidrup. Hun er leder af indskolingen på Randers Realskole og har i flere år været koordinator for rådgivningen og arbejdet med børn, der er "ramt" af skilsmisse.


Et godt initiativ på en trist baggrund

Oasen er blevet til på en statistisk baggrund, der siger, at mere end en tredjedel af alle børn i indskolingen (0. - 3. klasse) oplever skilsmisse.

"For næsten alle er dette en trist og tung oplevelse, der uundgåeligt påvirker barnet i dets hverdag og i skolen. For nogle opleves det i sværere grad som traumatiserende og ofte skyldbetonet, og her kan Oasen være det sted, der hjælper dem videre og giver dem smilet og selvtilliden tilbage," siger Solveig Pleidrup.

Det er skolen, der på baggrund af samtaler med forældre og elever vurderer, hvilke elever der kan få plads i Oasen. Skolen oplever, at de de fleste skilsmisser 'rammer børn' i 1. - 3. klasse, og det er også her, mange er meget påvirkede af deres situation. Derfor har det været naturligt at starte i denne aldersgruppe. I starten af næste år vil initiativet blive udvidet til i første omgang 4. - 6. klasse og efter sommerfe-rien næste år op til 10. klasse.

Kontakt

Afdelingsleder Solveig Pleidrup kan træffes på tlf. 2237 1042.

Tilbage