Kommentar af Kurt Ernst, bragt i Politiken den 7. januar
Lærer og byrådsmedlem (SF) Thomas Medom maner i kronikken den 2. januar til ”en revolution af skolepolitikken”. Der er et stort behov for, at skolepolitikken bliver sat til debat, skriver han, for skolen er i krise. Ifølge Thomas Medom rammer besparelser og dårlig økonomi folkeskolen hårdt samtidig med, ”at politikernes krav om samlebåndspædagogik strammer grebet om engagerede lærere”. Debat er der nu masser af. Jeg tror ikke, der findes et andet så omdebatteret område som folkeskolen. Og både opposition og koalitionspartier står på spring for at overtage Bertel Haarders post. Men måske er TM’s ærinde også først og fremmest at komme med postulerende svar og programerklæringer i stedet for netop at indgå i en saglig debat.
Det er ærgerligt, for der er så meget i kronikken, der faktisk rammer plet, og som både folkeskolen og de private skoler kunne lære lidt af. Men jeg skræmmes, når TM efterlyser en ny politisk vision – er det revolutionen? – hvor ”ensrettet undervisning erstattes af en skolepolitik, der tør sætte børn fra ikke-akademiske hjem i første række”. Hov, der røg da vist lige den smukkeste og mest anerkendte forestilling om en folkeskole for alle! Folkeskolens udfordring er jo netop at være det samlende skoletilbud for alle børn – uanset om forældrene nu er akademikere, håndværkere eller …Hensigten bliver desværre endnu tydeligere, når TM fortsætter sine ’revolutionære’ rænker ved at pege på løsninger, hvor børn mod forældrenes ønsker skal tvangsforflyttes (i sandhed en i pædagogisk synsvinkel præstationsfremmende foranstaltning!!) og ”om nødvendigt via et opgør med den økonomiske støtte til privatskolerne”.
I et ærligt og velment forsvar for Folkeskolen tillader jeg mig som repræsentant for ”konkurrenten” - privatskolerne - at anføre følgende: Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, og i den forbindelse har skolen en meget stor betydning. Det ved politikerne også i Danmark. Det er enestående, at politikerne fra yderste venstre til yderste højre i folketingssalen, deler denne opfattelse. Derfor bakker de den private skole op. De gør det, fordi de private skoler på alle områder leverer varen. Det gør de også, fordi de respekterer grundloven, og fordi de respekterer, at holdninger og værdier ikke kan løsrives fra forestillingen om, hvad en god skole indebærer og indeholder. Der er ikke et autoriseret og overnationalt svar herpå. Den korte og banale fortælling lyder således: En god skole er en skole, der er god for de forældre med børn, hvis skole det er.
Det foruroliger mig, at TM ser stort på Grundlovens bestemmelser om, at det er forældrenes ret at beslutte om, hvordan barnets undervisning bedst muligt kan sikres under behørig hensyntagen til familiens holdninger, religion med videre. Folkeskolen og de private skoler bygger naturligvis på de samme demokratiske principper, og på basis af en total opbakning bag og anerkendelse af såvel barnets som menneskets universelle rettigheder er det forældrenes velerhvervede rettighed at vedligeholde, udvikle og oprette nye skolefællesskaber.
Privatskolerne har gennem århundreder givet uvurderlige bidrag til samfundets sammenhængskraft, og skolesystemet – herunder muligheden for at vælge en privatskole – har bidraget til, at vi i Danmark faktisk har været ret gode til at skabe et samfund, hvor ”eliten” ikke kvæler underklassen. De private skoler ønsker det bedste for folkeskolen. Gang på gang har vi appelleret til såvel kommunal- som landspolitikere, at de ikke må glemme den klemte folkeskole. Vi ønsker den bedste skole for alle børn. Men den får man ikke for alle børn, hvis man lægger holdningsskolerne for had og tvinger forældrene hen på skoler, hvor de ikke ønsker at være.
Med hensyn til TM’s trussel om en økonomisk ”udsultning” af de private skoler må jeg minde om, at en privat skole i Danmark kun får gennemsnitligt 70 procent af udgifterne dækket, og så er der slet ikke tilskud til for eksempel anlæg af nye bygninger m.v. Det er ydermere dokumenteret, at forældrene faktisk bidrager til det store fællesskab – samfundet – med et beløb, der forsigtigt kan opgøres til langt over 1 milliard kroner. Det er det beløb, som staten skulle finde frem, hvis der ikke var private skoler. Vi er ikke sarte, men finder antydninger om privatskoleforældre som en gruppe stornassende egoister, der ”ulækkert” sender regningen videre til skatteyderne, for anstødelige og særdeles upassende.
Måske tænker TM på den ofte fremførte, men ligeså usande påstand om, privatskolerne reelt har mange flere penge til rådighed, for de ikke skal døje med svært socialt belastede elever. Må jeg i den forbindelse minde om, at de private og frie skoler stort set har den samme andel af elever med vanskeligheder af den ene eller anden slags – det kan være socialt eller indlæringsmæssigt. De frie skoler har også gennemsnitligt – lige som folkeskolen gennemsnitligt – det samme antal elever af en anden etnisk oprindelse. De private skoler har endelig en forældremæssig sammensætning, der med hensyn til sociale parametre som skat, boligtype, indkomst etc. meget tæt matcher folkeskolens.