Her er Danmarks Privatskoleforenings svar til høring over udkast til Lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv og forskellige andre love (vurdering af uddannelsesparathed, pligt til uddannelse, beskæftigelse mv., kommunale forpligtelser og afbureaukratisering)
UVM’s reference. Sagsnr.: J.nr. 093.39D.251
Idet foreningen takker for invitationen til at deltage i høringen, følger her svar og kommentarer.
Idet følgende refereres til forslagets nummererede ændringer, hvor det måtte være relevant, idet det indledningsvist konstateres, at loven og de foreslåede ændringer først og fremmest vedrører ”reguleringer” af forhold og vilkår for andre instanser end de frie skoler.
Omhandler kommunens forpligtelser over for de 15-17-årige. Vi anerkender de afbureaukratiserende elementer og forventer, at målsætningen mht. at frigøre flere ressourcer til en styrket og mere målrettet indsats overfor de 15-17-årige kan opfyldes. Vi noterer os, at det nu er kommunens pligt at tilbyde de unge en (alternativ) aktivitet eller et beskæftigelsestilbud.
Det foreslås, at det herefter skal være et krav, at der arbejdes med uddannelsesplaner for alle elever ved afslutningen af 9. og 10. klasser ved de frie skoler – altså også for de elever, der går andre vej end den gymnasiale. Det er i orden, og vi noterer os samtidig i § 2c, stk. 3, at den frie skole selv har ansvaret for at løfte denne vejledningsopgave dér, hvor UU ikke er engageret.
Vedrørende vurderingen af elevernes uddannelsesparathed har vi ingen bemærkninger udover, at vi gerne havde set, at afgiverinstitutionens vurdering var tillagt en større vægt, end den foreslåede, der mht. det gymnasiale optag stort set svarer til ordningen/vægtningen i de gældende bestemmelser.
Vedrørende bortfald af krav om vejledning fra 6. klasse. Vi tilslutter os vurderingen af, at det er for tidligt generelt at begynde vejledningen i 6. klasse.
Lempelserne i krav om deltagelse i brobygnings- og introduktionskurser (8.-10. trin) – herunder muligheden for at genetablere erhvervspraktik på 8. Klassetrin - hænger fint sammen med lovens intentioner i øvrigt og er fornuftige.
Afslutningsvis ønsker de private skoler at tilkendegive en opbakning til forslagets intentioner om at kunne følge/opnå ”95-%-målsætningen”. I det hele taget ønsker vi at tilkendegive, at vi i alt ønsker at give vores bidrag til opfyldelsen af denne anstændige og fornuftige målsætning.
Med venlig hilsen
Kurt Ernst, fmd. (sign.)
Ebbe Forsberg, sekretariatsleder