20-04-2010

DP's høringssvar, udkast til tre nye bekendtgørelser


Her er Danmarks Privatskoleforeningens høringssvar på udkast til bekendtgørelser om:

 

1) Certificering af og valg af tilsynsførende

2) Selvevaluering på frie grundskoler

3) Ændring af bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler

 

Idet foreningen takker for høringen, skal vi herved fremkomme med bemærkninger til ovennævnte bekendtgørelsesudkast.

 

Indledningsvis kvitteres for, at vores bemærkninger/forslag efter "for-høringen" (via Skolestyrelsen) er blevet behandlet så imødekommende. Ændringerne og i særdeleshed disse, der omhandler certificeringskursernes modulopbygning, er velkomponerede.

 

Vi har da også derfor kun ganske få bemærkninger:

 

Ad 1) Bekendtgørelse om certificering af og valg af tilsynsførende

Som nævnt stor tilfredshed med den ændrede beskrivelse af uddannelsesforløbet og modulopbygningen.

 

Vedr. § 5 bemærkes, at begrebet "uddannelsesenhed" ikke svarer til det begreb/den beskrivelse af ordningen, som anvendes andre steder i bekendtgørelsen. Vi skal derfor foreslå, at § 5 indledes således: "Skolestyrelsen fornyer efter indstilling af skoleforeningerne gennem Fordelingssekretariatets uddannelsesansvarlige koordinator en tilsynsførendes certificering"

 

Vi bemærker, at „Bekendtgørelse om valg af tilsynsførende" er indarbejdet i denne bekendtgørelse. Det er udmærket. Vi skal imidlertid anmode om, at dette i sig selv ikke bør indebære, at skolerne pålægges at justere deres vedtægter, men kan vente med at fjerne bestemmelsen ved en anden mere "krævende" anledning.

 

Vedr. § 21 bemærkes, at vi finder dens indhold uigennemskueligt. Vi forstår den simpelt hen ikke. For at vejlede og ikke vildlede bestyrelserne bør det under alle omstændigheder præciseres i teksten (og ikke i en udlægning af denne), hvor dét er, at bestyrelsen kan fravige bestemmelserne i i § 18 stk. 4 og § 20.

 

Vedr. § 25, stk. 2: Her nævnes "Bekendtgørelse nr. 702 af 2. juli 2008". Hedder den ikke "Bekendtgørelse nr. 702 af 30. juni 2008"?

 

Ad 2) Bekendtgørelse om selvevaluering på frie grundskoler

Ingen bemærkninger

 

Ad 3) Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.

Foreningen tilslutter sig, at valget af bestyrelsesmedlemmer ikke længere behøver at følge reglerne efter bekendtgørelse om valg af tilsynsførende. Men vi går ud fra, at det fortsat vil være muligt for skolerne at have anført bestemmelserne i vedtægterne. Dog skal lejlighedsvis henvisningen ændres til „Bekendtgørelse om certificering af og valg af tilsynsførende".

 

Ophævelsen af § 7 stk. 2 og 3 ser vi heller ingen problemer i.

 

Vi vil igen bemærke, at heller ikke de anførte ændringer i vedtægtsbekendtgørelsen må føre til, at skolerne pålægges at justere deres vedtægter, men kan afvente en anden mere vidtrækkende ændring/anledning.

 



Tilbage