"Ryomgaard Realskoles børnehave starter i sommeren 2010. Formålet er at tilbyde de ældste børnehavebørn et etårigt forløb, hvor de bliver udfordret i forhold til deres alder og evner." Sådan står der i Ryomgaard Realskoles informationsfolder om skolens nye børnehave. Her kan man også læse, at det nye tilbud bliver bygget op omkring en dagligdag, hvor der både er fokus på børnenes motoriske, personlige og sociale udvikling - samtidig med, at de lærer. Her fungerer tidlig læsning som en integreret del af legen. Og ifølge viceinspektør Jakob Holm er inspirationen hentet fra blandt andet en studietur i Sverige.
"Vi har været på besøg i Malmø, hvor vi så nogle unger, der havde det rigtig godt og var i fuld gang med lege og faktisk ikke lagde mærke til, hvor meget de lærte imens," fortæller Jakob Holm. Han tilføjer, at svenskerne har gode erfaringer med tidlig læseindlæring, som blandt andet har den sideeffekt, at skolen hurtigere kan sætte ind overfor eventuelle indlæringsvanskeligheder. Det medfører et mindre behov for specialundervisning senere i skoleforløbet. Det 'svenske' læringssyn kommer også til at gennemsyre de nye lokaler, som Ryomgaard Realskole i øjeblikket er ved at opføre til de kommende 20 børnehavebørn.
"Skolen råder over ti tønder land af den bedste villajord midt i Ryomgaard by, og her - midt i det grønne - bygger vi et træhus på 150 kvadratmeter. Heraf består de halvtreds kvadratmeter af en overdækket terrasse, som vi prioriterer rigtig højt, for her kan børnene sidde ude og arbejde i store dele af året," siger Jakob Holm.
Foreløbig er der indskrevet 12 børn til den nye børnehave, men viceinspektøren regner med, at den hurtigt vil blive fyldt op med de normerede 20 børn. I starten havde skolen nemlig lidt afstemnings-
problemer i forhold til at dække forældrenes behov.
"Vi troede jo, at alt det med det pædagogiske og læringen ville være det vigtigste. Men da vi så spurgte forældrene gik det op for os, at for dem handler det i første omgang om kostpolitik og pasning i ferierne," siger Jakob Holm. Derfor var interessen mindre end forventet i starten. Men nu er der en jævn strøm af tilmeldinger, efter at skolen har indført pasningsgaranti og en kostpolitik med blandt andet en 'madpakkefri' dag, hvor børnene enten får mad fra skolens kantine eller selv tilbereder den over bål.