Skolens store ansvar.
Søndag den 11. juli kunne man i Politiken se, at halvdelen af eleverne i de ældste klasser var skoletrætte. Kun 29 % svarede, at de ikke var skoletrætte.
Man kan vælge at læne sig tilbage og sige, at sådan var det også, da jeg gik i skole. Sådan har det altid været! Man kan også vælge at erkende et stort problem, som vil præge de skoletrætte elever i deres videre ungdomsuddannelser. Årsagen til at så mange unge ikke får en ungdomsuddannelse kan måske hænge sammen med en træthed af skolelivet gående tilbage til tiden i grundskolen.
Hvorfor blive eleverne så skoletrætte? Er det et resultat af års fokusering på en tavle og en lærer, der hører en elev, mens 23 andre passivt ser på? Er det et resultat af, at elevernes digitaliserede verden er en helt anden, end den mange skoler byder på f.eks. indenfor IT-området? Er det et resultat af den evindelige dårlige omtale folkeskolen får? Er det et resultat af, at eleverne ikke føler sig hørt nok i hverdagen? Er det især drengene, der står af over for evaluering og test i en pigeverden? Er det et resultat af, at det traditionelle skema og klasselærerrollen ikke passer til de ældre klasser? Jeg har ikke svaret, men jeg mener, at det er en problematik, der skal arbejdes meget seriøst med at få løst gennem udviklingsarbejde med fokus på ændring af undervisningen og strukturen i de ældste klasser.
Der blev i foråret sat fokus på 7. – 9. klasse, og et spændende forslag blev lagt på bordet fra KLs side. Dette forslag er stort set en kopi af de svenske private Kunskapsskoler, der kun har elever på de nævnte klassetrin.
Kunskapsskolerne i Sverige har megen succes, flotte resultater til afgangsprøver mm. Fundamentet for skolerne er individualisme, idet alle elever har deres eget ugeskema, der er ingen decideret traditionel undervisning, der er hold, men ikke klasser, alle har en coach, der har et ugentligt møde med den enkelte elev på 15 minutter, hvor ugen evalueres, og næste uges plan laves. Undervisningen foregår ved workshops og forelæsninger. Skolerne er bygget op i områder for sprog, naturfag osv.
Alle elever går i skole til kl. 15.00 hver dag.
Kan dette system overføres til folkeskolen i en tid, hvor mange kommuner sparer helt ind til benet på skoleområdet? Nej forslaget vil betyde øgede udgifter bl.a. i lønudgifter, da lærernes arbejdsdag i selve undervisningen bliver længere, og kan en boglig svag elev klare denne undervisningsform? Erfaringer fra danske skoler, der har prøvet at ”bløde” det traditionelle skema op til en fleksibel størrelse viser, at de svage elever har svært ved dette.
En anden måde at ændre undervisningen på kunne være ved hjælp af systemet Cooperative Learning, som er en amerikansk model, der i øjeblikket udbredes på danske skoler. Udgangspunktet er diametralt modsat Kunskapsskolens. Cooperative Learning tager udgangspunkt i fællesskabet og udvikler den enkeltes evne til at samarbejde. Alle elever inddrages markant mere end ved traditionel undervisning. Man arbejder sammen i makkerpar, grupper osv. Det er lærerens opgave at danne disse par og grupper. Undersøgelser viser, at elevernes udbytte af undervisningen er markant bedre set i forhold til den almindelige undervisningsform.
Hvad er den vigtigste kompetence for de ældre elever at have, når de en gang kommer på arbejdsmarkedet? Nogen vil sige Kunskapsmodellen ud fra betragtningen, at man evner at arbejde selvstændigt, andre vil sige Cooperative Learning, fordi samarbejde bliver den vigtigste kompetence at magte i fremtiden. Man kan argumentere for begge synspunkter.
Statsministerens såkaldte rejsehold har foreslået, at de ældre klasser tilbydes linier for på denne måde at gøre undervisningen mere lystbetonet. Her kan jeg se tilbage på min egen skolegang, hvor min deltagelse i f.eks. fysik var spild af alles tid. Forslaget lyder spændende, men der er dog den fare i forslaget, at det kan blive en niveaudeling af bagdøren og dermed en meget tidlig sortering blandt bogligt begavede og praktisk begavede.
Men hvorfor ikke lade os, der har hænderne nede i dejen hver dag, blive hørt i denne vigtige problemstilling? Der har været en lang tradition for, at skolefolk bliver hørt i skolernes forandringsprocesser.
Ingen er uenige i, at der skal forandringer til, men ting tager tid. Derfor mener jeg, at det er vigtigt at hente erfaringer gennem forsøgsarbejde. Dette kunne f.eks. kombineres med, at store skoler lavede forsøg med nye klassedannelser efter 6. klasse.
Der har i de senere år været en tendens til topstyring på skoleområdet styret af en liberal regering. Jeg håber ikke det sker i denne forandringsproces. Der kan være geografiske, etnografiske og økonomiske forskelle fra kommune til kommune, fra skole til skole. Lad den enkelte skole arbejde med problematikken og finde den model, der er bedst for deres skole.
Det kan de private og frie skoler gøre. Giv også denne mulighed til folkeskolen, jeg er sikker på, at den tildelte tillid vil lønne sig.
Det handler jo grundlæggende om at skabe en skole, hvor man er glad, når man kommer i skole, glad, tryg og ordentlig, når man er der, og glad, når man går, ikke fordi man går, men fordi man har været i skole. Dette skulle også gerne gælde for skolens ældste elever.
Venlig hilsen
Daniel Egmose, skoleleder
Frederik Barfods Skole