Fra den 5. oktober 2009 bortfalder den almindeligt kendte lægeerklæring om uarbejdsdygtighed, som skolen kunne udbede sig ved en ansats fravær. Fremover er denne erstattet af en såkaldt mulighedserklæring. Formålet med de nye bestemmelser er at skabe fokus på de eventuelle opgaver, den ansatte kan varetage på jobbet på trods af sygdom, og derved fastholde kontakt til arbejdspladsen og forkorte sygeperioden.
Ved en ansats fravær på grund af sygdom kan skolen i henhold til de nye bestemmelser indkalde den ansatte til et møde, hvor det drøftes, om den ansatte kan varetage nogle opgaver og funktioner under hensyntagen til evt. skånehensyn.
Arbejdsgiveren indkalder medarbejderen til samtalen om mulighedserklæringen med et rimeligt varsel. Medarbejderen har pligt til at møde op til samtalen inden for normal arbejdstid, hvis sygdommen tillader det. Det forudsættes, at samtalen holdes på medarbejderens normale arbejdssted. Hvis medarbejderen ikke kan møde op på grund af sygdommen, holdes samtalen telefonisk. Medarbejderen kan lade sig bistå af tillidsrepræsentant eller anden bisidder.
Mødet udmøntes konkret i, at skolen og den ansatte sammen udarbejder første del af en muligheds-erklæring. Den ansatte tager herefter kontakt til egen praktiserende læge, som forelægges den udarbej--dede mulighedserklæring. Lægen vurderer sygdommens karakter, forventet varighed, varighed af eventuel tjeneste med delvise opgaver m.m. Dette indfører lægen i den anden del af mulighedserklæringen. Skolen afholder udgiften til lægens udarbejdelse af mulighedserklæringen.
Mulighedserklæringen bruges i de tilfælde, hvor skolen efter dialog med medarbejderen er i tvivl om, hvilke hensyn, der skal tages til medarbejderens helbred, for at medarbejderen kan vende tilbage i arbejde på hel eller deltid enten med de sædvanlige opgaver eller med tilpassede opgaver. Skolen har ikke krav på at få oplyst diagnosen, men kan derimod få oplysninger om, hvorvidt sygdommen medfører, at der er vise opgaver medarbejderen ikke kan udføre.
Mulighedserklæringen kan anvendes på et hvilket som helst tidspunkt i sygdomsforløbet. Erklæringen kan også anvendes ved forløb med gentagne sygemeldinger – dvs. erklæringen kan udarbejdes på et tidspunkt, hvor medarbejderen ikke er sygemeldt, men har gentagne sygemeldinger bag sig.